Åbent i dag: 10-17

Første pingvinunge får personligt armbånd på

04. juli 2024
Mens det at få armbånd på for mange i tiden er lig med adgang til en af sommerens festivaller, så er det for vores humboldtpingviner lig med adgang til et ophold i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA.

Hver pingvin i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA skal have et vingemærke på, og det er derfor ingen undtagelse, at nye unger i flokken også får deres eget helt unikke identifikationskode om vingen.

 

Tidligere på ugen gik det så løs, da den første af vores nye pingvingunger var blevet stor nok til at få sat sit "armbånd" på af dyrepasser, Diana og dyrlæge, Ditte-Mari Sandgreen. 

 

Simpelt identifikationssystem 

Pingvinernes vingemærke er en simpel perlerække med helt almindelige perler, som børn f.eks. laver perleplader med. Hvert vingemærke har en unik kombination af farver, der symboliserer forskellige tal, og fungerer derfor som en let læselig talkode. 

 

Det gør det nemmere for dyrepasserne at kunne identificere pingvinerne og kende forskel på dem - selv fra lang afstand. Placeringen af de små perlearmbånd gør det også muligt at se forskel på kønnene. Hannerne får sine på venstre vinge, mens hunnerne i stedet bærer deres på højre. 

 

- Nu må vi se, hvilken vinge det så skal være i dag, siger dyrepasser Diana, mens hun gør vingemærket klar. 

 

DNA-test 

For netop at afgøre om ungen er en han eller hun benytter dyrlægen, Ditte-Mari Sandgreen, sig af en DNA-test. Det gøres ved at tage en lille mængde fjer - eller rettere dun - fra ungen i en pose, som bliver analyseret. 

 

Selvom den endelige kønstest ikke er analyseret endnu, bliver det nye medlem af flokken udstyret med et midlertidigt vingemærke, når nu dyrepasseren og dyrlægen alligevel har fat i ungen. 

 

- Jeg tror, det er en han, siger dyrepasser, Diana. Så er det venstre side, forsætter dyrlæge, Ditte-Mari Sandgreen. 

 

Viser det sig, at pingvinungen i stedet er en hun, skifter vingemærket side ved førstkommende lejlighed.

 

Udover at få taget en fjerprøve og få sit nye armbånd på, bliver pingvinungen også mærket med chip, så den kan blive registreret i databasen over parkens dyr. 

 

 

Hårde odds for pingvinunger

Det er første gang i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIAs historie, at der er klækket pingvinunger i parken. Der blev udklækket to unger d. 6. maj og yderligere en klækkede d. 10. juni. 

 

Men det er svært at være de første pingvinunger, og den ene af de to unger fra maj er også for nylig fundet død i redekassen. 

 

- Det kom desværre ikke som en stor overraskelse, da vi fandt den døde unge. Pingvinunger har rigtig hårde odds for overlevelse, og der er mange faktorer i spil, men det er selvfølgelig rigtig ærgerligt at forældrenes store indsats ikke lykkedes, fortæller dyrlæge Ditte-Mari Sandgreen. 

 

De første humboldtpingviner flyttede ind i anlægget i foråret 2022, og det var faktisk slet ikke givet, at de skulle have held med at yngle – og passe unger – allerede nu. 

 

- Vi er rigtig stolte og glade over, at vores pingvinkoloni allerede har dannet par, lagt æg, udruget unger og passet dem til den alder, de har nu. For en nystartet koloni er meget sårbar med mange uerfarne forældre og meget uro, så de oplever typisk en høj dødelighed hos deres unger de første år. Normalt tager det mange sæsoner, før en pingvinflok finder sig til rette et sted og bliver gode til at opfostre afkom, fortæller dyrlægen, der også pointerer, at forskellige former for sygdom kan være en udfordring for pingvinungerne i den første tid. Derfor bliver den døde pingvin af rutine obduceret, så dødsårsagen kan blive klarlagt.   

 

I anlægget er der altså nu to pingvinunger, og hvis alt går godt, kan den næste også få sit unikke armbånd på, når den bliver stor nok om nogle uger. 

 

 

 

 

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Børneunderholdning: Sebastians soloshow
03. september 2024
Sebastians soloshow er noget af det tætteste, man kommer på et decideret standup comedy-show for børn. I…
Det nyeste kuld kæmpeoddere overlevede ikke
03. september 2024
De fire kæmpeodderunger, der blev født 3. august 2024, døde i weekenden. Det var ellers håbet, at de…
Event: Lortedage
28. august 2024
Der går lort i den... når GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA afholder event: Lortedage. 
Selvom lort ikke er noge…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.