Åbent i dag: 10-18

Dannie er parkens nye køkkenchef

07. februar 2024
GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA har fået ny køkkenchef, og det er en erfaren mand, der er sat i spidsen for parkens spisesteder.

Med 19 års erfaring som køkkenchef og med tidligere ansættelser i blandt andet Højhuset Herning, Refborg Hotel og Restaurant i Billund samt The Dining Project i Vejle er det en erfaren kok, der har overtaget stillingen som køkkenchef i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, efter den tidligere køkkenchef søgte nye udfordringer.

Ansøgning ved et tilfælde
Dannie Rosenkvist Andersen var ikke umiddelbart på jagt efter et nyt job, men opdagede ved et tilfælde det jobopslag, hvor parken søgte en ny køkkenchef.

- Jeg så, at den tidligere køkkenchef havde slået mig op på LinkedIn, hvilket jeg undrede mig over. Så søgte jeg på GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, og så dukkede jobopslaget op. Det lød spændende, så jeg skrev til Mads (den tidligere køkkenchef, red.) og forhørte mig lidt om jobbet. Og så søgte jeg stillingen – og fik den, smiler Dannie Rosenkvist Andersen. 

Bæredygtighed i fokus
I GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA er bæredygtighed en essentiel værdi, og brug af bæredygtige råvarer og økologi er i højsædet. I de senere år er der skruet mere og mere op for det, og det taler lige ind i Dannie Rosenkvist Andersens erfaring og arbejdsmetoder, fordi han selv har arbejdet meget med grøn omstilling og brug af sæsonaktuelle råvarer;

- Jeg vidste, da jeg ankom til parken, at jeg kunne bidrage med en masse i forhold til det grønne og bæredygtige koncept, fordi jeg har arbejdet meget med det i praksis, og jeg har læst akademifag i netop bæredygtighed og økologi. Så det er helt klart et interesse- og fokusområde for mig. Og absolut noget jeg vil fortsætte med at udvikle i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA. 

Klar til sæsonen
Parkens nye køkkenchef startede lige op mod julemåneden, hvor parken er lukket for gæster, men hvor der er travlt med julearrangementer og nytårsmenuer ud af huset, så han blev om ikke smidt for løverne, så i hvert fald kastet lige ud i opgaverne. Og han tog det hele i stiv arm;

- Jeg startede jo i en lidt speciel periode, hvor jeg lige skulle finde mine ben og plads i flokken. Men omstændighederne taget i betragtning er det gået rigtig fint, og jeg er glad for at være startet her. Så jeg er helt klar til sæsonen sammen med mine kolleger.  

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Pingvinerne har lagt æg
24. april 2024
Der er forår i luften i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs store humboldtpingvinanlæg; flere har dannet par, og nogle har…
GIVSKUD ZOO får ny direktør til maj
23. april 2024
Maj 2024 bliver en skelsættende måned for GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA; parkens nuværende direktør Richard…
Så er odderunger navngivet
22. april 2024
De to kæmpeodderunger, der blev født nytårsaften 2023, har nu fået navne.
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.