Åbent i dag: 10-18

En decemberunge hos sulawesimakakkerne

26. december 2023
Midt i december kom en lille ny unge til verden hos GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs sulawesimakakker.

Sulawesimakakhunnen Sami sidder her i disse vinterdage med en lille ny unge tæt ind til sig. Det er hunnens tredje unge.

- Jeg vidste godt, at der var en unge undervejs, så det var ikke overraskende at møde ind til om morgenen. Men det er altid glædeligt at se, siger sulawesimakakkernes faste dyrepasser Jette Nørgaard.

Erfaren mor
Eftersom Sami nu er tredjegangsmor, har hun ifølge dyrepasseren helt styr på den lille unge, og den virker til at trives. Den følger opmærksomt med fra sin udsigt på brystet af mor.

- Og de andre i flokken, især de unge hunner Sari, som er storesøster til den lille, og Taia, er meget nysgerrige og sidder gerne tæt på Sami for at undersøge den lille nærmere, fortæller dyrepasseren.

Halvandet års interval
Det er godt halvandet år siden, at Sami sidst fik en unge, og det passer med det interval, der er observeret for fødsler hos sulawesimakakker.

- Lige efter fødslen tager moren sig af ungen, og når der er gået et års tid, begynder hun at komme i brunst igen. Derefter kan der være parringer, og da sulawesimakakker går drægtige i et halvt år, passer det samlet med halvandet år mellem fødsler, forklarer Jette Nørgaard.

Ukendt køn
Om det er en lille han eller hun, der nu er føjet til flokken, kan dyrepasseren ikke sige. Ungen sidder nemlig så tæt op ad sin mor, at det ikke er muligt at spotte kønnet.

- Det er meget forskelligt, hvornår jeg kan få et kig ind mellem benene og se, om det er en han eller en hun. Der kan gå et par uger eller et par måneder. Det er helt op til moderen, og hvordan hun holder ungen. Men jeg kigger da efter dagligt, smiler Jette Nørgaard.

Først når kønnet er konstateret, får ungen et navn.

Med tilføjelsen til flokken er der nu ni sulawesimakakker i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA; hannen Wira, hunnerne Sami og Tawa, de store hanunger Samuel, Tarik og Sunah, de store hununger Sari og Taia – og så den lille nyfødte.

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Pingvinerne har lagt æg
24. april 2024
Der er forår i luften i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs store humboldtpingvinanlæg; flere har dannet par, og nogle har…
GIVSKUD ZOO får ny direktør til maj
23. april 2024
Maj 2024 bliver en skelsættende måned for GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA; parkens nuværende direktør Richard…
Så er odderunger navngivet
22. april 2024
De to kæmpeodderunger, der blev født nytårsaften 2023, har nu fået navne.
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.