Åbent i dag: 10-18

Nubiske geder tjekket før afrejse

11. oktober 2017
To store nubiske gedekid skal forlade GIVSKUD ZOO og sendes til Norge, hvor de skal hjælpe med at danne ny flok. Forud for afrejsen skulle dyrene tjekkes af Fødevarestyrelsen.

To hanner fra årets kuld af nubiske geder fik tirsdag morgen besøg, da en repræsentant fra Fødevarestyrelsen skulle tilse dem. De skal flytte fra GIVSKUD ZOO til Kristiansand Dyrepark i Norge, og ved sådan en dyretransport er det lovpligtigt, at myndighederne tilser dyrene.

- Det gik, som det skulle. Fødevarestyrelsen kunne se, at dyrene havde det godt, og gedernes papirer fik deres påkrævede stempler. Så nu er de klar til afrejse, fortæller biolog i GIVSKUD ZOO, Kim Skalborg Simonsen.

Kan ikke blive i flokken
De to hanner blev adskilt fra flokken af hunner og andre unger tidligere på året, da det blev besluttet, at de skulle til Norge.
Så i nogle måneder har de gået sammen med GIVSKUD ZOOs to avlsbukke - en nubisk han, som er gedekiddenes far samt dværggedebukken. 

- De to små hanner kunne ikke blive i vores flok. Vi ville risikere, at de parrede sig med deres mor eller søstre, og dermed ville deres afkom være indavl. Så vi var nødt til at finde en ny placering til dem, fortæller Kim Skalborg Simonsen.

Skal være avlshanner
Det er tanken, at de to geder skal være avlshanner i en ny flok i Kristiansand Dyrepark.

- Kristiansand Dyrepark vil gerne starte deres egen flok op, så ud over de to hanner, de får fra os, henter de tre hunner i Kolmårdens Dyrepark i Sverige. Og hvis alt går vel, kan de have opstartet en fin gruppe inden for de næste år, siger Kim Skalborg Simonsen.

Fødevarestyrelsens kontroltjek af de to nuberbukke er hurtigt overstået, og selve transporten til Norge ventes ifølge Kim Skalborg Simonsen også at forløbe uden problemer:

- Man må sige, at det er en af de nemmere transporter af dyr. Gederne er hverken store, tunge eller farlige, så de kan nemt komme i en transportboks, uden at det kræver en masse forberedelse og hjælpende hænder. Og de bliver tilset undervejs på turen, så de skal nok komme frem til Norge i fin stil.
Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Afskedsreception for Richard Østerballe
17. maj 2024
Godt 200 indbudte gæster - både private gæster, kolleger fra andre dyreparker, sponsorer, leverandør…
Givskud hylder Richard Østerballe
16. maj 2024
Givskud siger tak. Byens borgere hyldede i dag Richard Østerballe for hans markante aftryk på byen.
Hierarkiet i en ulveflok
13. maj 2024
Art, køn, alder, størrelse, styrke, årstid – mange ting spiller ind, når ulveflokkes hierarki etable…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.