Åbent i dag: 10-18

Pingviner er forsvundet

22. november 2023
Havfænomenet El Niño, en ændring i Humboldtstrømmen og fugleinfluenza har sat bestanden af humboldtpingviner under massivt pres, og mange af fuglene er nu forsvundet fra reservatet Punta San Juan i Peru. 

Givskud Zoo Naturfond, som administreres af GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, har igennem de senere år støttet Punta San Juan Program, som er et projekt, der arbejder med beskyttelse af humboldtpingviner og med forskning i dyrenes adfærd.
Derfor modtager parken flere gange årligt opdateringer om, hvordan det går med projektet. Og i år har det desværre ikke været positiv læsning fra reservatet, fortæller formidlingschef i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Morten Hechmann Andersen;

- Først blev de ramt af fugleinfluenza, og siden El Niño som forårsagede stigende havtemperaturer, og så er Humboldtstrømmen trukket så langt ud fra land, at humboldtpingvinerne ikke kan nå dertil for at jage. Det er ellers strømmen, der trækker en masse fisk med sig, så pingvinerne kan æde. Og uden strøm, ingen fisk. Og er der ingen fisk, er der heller ingen pingviner.

Massive forandringer på grund af El Niño
El Niño er et bånd af varmt havvand i Stillehavet, som forstyrrer de normale havstrømme samt vejrforhold i mange lande, for eksempel medfører det voldsomme mængder regn i nogle dele af verden og tørke i andre dele. Det er et kendt fænomen, som gennemsnitligt opstår hvert tredje til femte år, og El Niño -perioden varer typisk i et halvt til et helt år.

- I år er meldingen, at klimaforandringerne har sat ekstra skub i El Niños påvirkning, så den er ekstra kraftig, og det har skabt et meget unormalt hav ud for Peru, hvor antallet af fisk er faldet drastisk. Og det har fået humboldtpingvinerne til at rykke langt væk fra deres normale redesteder i kampen for overlevelse. Også fra Punta San Juan. Og også andre fugle er forsvundet fra området, så det er rigtig trist læsning fra Punta San Juan Project, konkluder Morten Hechmann Andersen.      

Håbet om forbedringer lever
Trods de utrolig dårlige tilstande lige nu arbejder teamet hos Punta San Juan Project videre i humboldtpingvinernes leveområde langt kysten i Peru.

- Folkene bag projektet forventer, at der i år ikke vil være pingvinunger, der overlever på grund af de barske forhold. Men de siger samtidig, at de som peruvianere godt ved, at El Niño vil stoppe igen, og at historikken siger, at arter vender tilbage til deres oprindelige levesteder. Så de er forsigtigt optimistiske, siger formidlingschefen og tilføjer:

- Så de arbejder videre for at beskytte og bevare humboldtpingvinerne i Punta San Juan, blandt andet har teamet flyttet en del kunstige redehuler fra et område til et andet, fordi pingvinerne i højere grad lod til at søge derhen. De har oplært flere frivillige, som gerne vil hjælpe med projektet. Og så har de fortsat medarbejdere ude på rekognoscering for at finde ud af, hvad der er blevet af pingvinerne.  

Siden GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA hentede humboldtpingviner til parken, har Givskud Zoo Naturfond støttet arbejdet med humboldtpingviner i naturen. Ifølge formidlingschefen vil fonden fortsat yde støtte for at hjælpe med at beskytte og bevare humboldtpingvinerne i Punta San Juan. 

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Afskedsreception for Richard Østerballe
17. maj 2024
Godt 200 indbudte gæster - både private gæster, kolleger fra andre dyreparker, sponsorer, leverandør…
Givskud hylder Richard Østerballe
16. maj 2024
Givskud siger tak. Byens borgere hyldede i dag Richard Østerballe for hans markante aftryk på byen.
Hierarkiet i en ulveflok
13. maj 2024
Art, køn, alder, størrelse, styrke, årstid – mange ting spiller ind, når ulveflokkes hierarki etable…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.